Taarbækfortet

Om Taarbækfortet

Hæren ville oprindeligt have et fort liggende ved ”Den Slesvigske Sten” umiddelbart syd for Eremitageslottet, men i henhold til forsvarsforliget i 1894 måtte landbefæstningen ikke udbygges yderligere, hvorimod udbygningen af søbefæstningen kunne fortsætte.

 

Da et fort placeret midt i Dyrehaven indirekte ville forstærke landbefæstningen, blev fortet ikke opført. Dette var en af årsagerne til at ”Hullet i Nordfronten” opstod.

 

Taarbækfortet blev opført i perioden 1913-1916. Af ovennævnte politiske hensyn måtte fortet placeres i Dyrehavens østkant, selvom dette betød at fortets forsvarsmæssige effektivitet og muligheder blev forringet væsentligt. Selvom det var et søfort, skulle det også forsøge at lukke ”Hullet i Nordfronten”.

 

Taarbækfortet blev opført som et stort trekantsfort med en tør grav og en såkaldt saillantkaponiere i fortets spids. Særegent for dette fort var, at saillantkaponieren var direkte forbundet med fortkernen ved en poterne (overdækket forbindelsesvej) så artilleristerne kunne bevæge sig sikkert mellem kasematbygningen og saillant-kaponieren. Desuden havde fortet et skyttegravsanlæg af beton på fortdækket.

 

Taarbækfortet var i brug indtil 1937. Efter at fortet var nedlagt blev det anvendt til minedepot indtil 1968. I 1969 blev anlægget overdraget til Jægersborg Skovdistrikt, der lod det overdække med ca. 300.000 tons jord.

 

 

Opgaver og bestykning

Taarbækfortet skulle som søfort dække kysten nord for Taarbæk mod landgangsforsøg, men på grund af klinten og den mellemliggende villabebyggelse kunne kysten ikke observeres. For at råde bod på det manglende udsyn byggedes et 33 m højt observations-og afstandsmålertårn på fortdækket. Tårnets tilstedeværelse betød dog, at fortets beliggenhed nemt kunne fastslås af en eventuel fjende. Selvom fortet ikke måtte opfattes som et landfort, fik Taarbækfortet alligevel denne funktion, idet fortet også skulle dække Eremitagesletten og området nord herfor. Placeringen af Taarbækfortet bag Eremitageslottet vanskeliggjorde imidlertid udsynet over størstedelen af fortets kampområde.

 

Armeringen af Taarbækfortet var for svag til rollen som søfort med kun fire 29 cm haubitzer, der som følge af indstøbte stopklodser kun kunne skyde mod mål i Øresund. Disse haubitzere var placeret i et åbent batteri. Med kun to 12 cm haubitzer og seks maskin-geværer i pansertårne var armeringen ligeledes for fåtallig til rollen som landfort. Til forsvar af den tørre grav var fortet udstyret med tre 37 mm kanoner og ni maskingeværer.

Bemandingen bestod af 250 soldater fra kystartilleriregimentet.

 

Beliggenhed

Fortet er tildækket og fremstår i dag som en langstrakt græshøj.

Tilbage til Beskrivelser

Fæstningskanalens Venner